Værd at vide om kamera
Glem alt om at løbe tør for billeder og ikke have en ny film-rulle ved hånden, og om at skulle vente med at se billederne, til filmen er taget færdig… i dag er langt størstedelen af de kameraer, der sælges til privatpersoner digitale. Og fordelene er åbenlyse – kompakte kameraer med høj opløsning, ingen negativer, ingen film - men i stedet muligheden for at se billederne med det samme på kameraets lille skærm, tage dem om, hvis resultatet ikke er tilfredsstillende og efterfølgende mulighed for at redigere billederne.
Digitalkameraerne er efterhånden så små, at de nemt passer i en lomme – eller sågar er indbygget i mobiltelefonen – og derfor er vi også mere tilbøjelige til altid at have dem ved hånden.
Megapixler og objektiv
Den egenskab, der diskuteres mest i forbindelse med digitalkameraer, er antallet af megapixler. Et digitalt billede er opbygget af en række punkter/pixler – og generelt siger man, at des flere pixler, jo bedre. En høj opløsning betyder skarpere billeder og mulighed for at forstørre billederne.
Der er dog også andre ting, der spiller ind på kvaliteten af billeder – f.eks. om kameraet har objektiv i en ordentlig kvalitet, og om der er indbygget en billedstabilisator.
Man taler om både optisk og digital zoom i forbindelse med digitalkamera. Den optiske zoom øger detaljerigdommen og skarpheden i billedet, mens digital zoom fungerer ved at kun en del af sensorens pixels bruges, og det kan derfor give meget grovkornede billeder. Hvis det man skal fotografere befinder sig langt væk, er det altså værdien på den optiske zoom, der er vigtigst at tage hensyn til.
